Roll-Up

8 TIPS TIL DESIGN AF DIN NYE ROLL-UP

En Roll-Up er et effektivt medie, når du har et budskab du gerne vil ud med. Og et vigtigt redskab, hvis du gerne vil skille dig ud og gøre dig synlig på udstilling, messe eller til en event.

Og, den kan være en stor hjælp til at skabe synlighed omkring en kampagne i din forretning.

En god Roll-Up vil give dig synlighed og få dit budskab ud over rampen, hvis den designes korrekt.

Her kommer 8 tips til design af en god og effektiv Roll-Up

  1. Hvem er målgruppen? Som med alle andre marketing tiltag, skal Roll-Up’en passe ind i din kommunikationsstrategi. Tænk over hvem din målgruppe er. Og tænk over, hvad der får din målgruppe til at læse dit budskab.
  2. STOP-OP-OG-SE-HER effekt. Hvis du har brug for at folk stopper op og læser budskabet har du brug for en STOP-OP effekt. Det kan du eksempelvis gøre ved at skrive STOP! eller SE HER! og skriv det med STORT. Du må gerne “RÅBE”.
  3. Logo i toppen. Sørg også for at have dit logo i toppen. Det er vigtigt at have dit hovedbudskab i øjenhøjde. Hvad enten det er dit logo, dit slogan eller et billede af dit produkt, så tænk over, at det skal stå et sted, hvor det er mest synligt for den, der går forbi. Tænk i det hele taget oppefra og ned og fra venstre til højre. Modtageren er vant til at læse fra toppen og ned og fra venstre mod højre.
  4. Less is more! Husk, at det er begrænset hvor meget information modtageren kan nå at opfatte i forbifarten. Så begræns ordene, skriv enkelt og præcist og husk på, at uddybende information kan leveres af dit salgspersonale, med flyers eller måske på dit website.
  5. God læsbarhed! Brug store og letlæste skrifttyper, fx. Arial og Tahoma. Brug ikke skrifttyper med seriffer, som for eksempel Times New Roman. Skriftstørrelsen afhænger af den afstand budskabet skal læses fra. En huskeregel er, at ved en afstand på 1 meter skal teksten være 1 cm høj, på 10 meters afstand skal den være 10 cm høj.
  6. Billeder. Billeder er gode at have på din Roll-Up. Det giver et godt blikfang og forstærker dit budskab væsentligt. Men det er VIGTIGT at billederne har en god kvalitet. Altså, at det er gode billeder og at de har den nødvendige opløsning (tjek med trykkeriet). Har du ikke selv gode billeder findes der flere god billede-databaser, hvor du kan få gratis billeder, fx. https://pixabay.com
  7. Farver. Farver er at andet middel til et godt blikfang. Farver kan virkelig hjælpe dig til at blive synlig. Særligt rød og orange er gode til at fange opmærksomheden. Undgå gul og hvid sammen, da det er svært at læse på afstand. Også ved valg af farver gælder “Keep it simple”. Undgå for mange farver og sørg for, at de farver, du anvender passer til dit logo og den grafiske profil, din virksomhed har.
  8. CALL-TO-ACTION! Husk at inkludere et call-to-action. Hvad ønsker du modtageren skal gøre? For eksempel  “Læs mere på vores website”, “Tag en brochure”, “Mød os på  Facebook”, “Skriv dig op til vores Nyhedsbrev”, og lignende. Og sørg også for, at dine kontaktinformationer er med på banneret, for eksempel webadresse, social medie links, såsom Twitter eller Facebook, virksomhedsadresse og telefonnummer, eller i det mindste én af disse informationer. Kontaktinformationer er gode at placere i bunden af Roll-Up’en. Men de skal være lette at læse og nemme at finde.

Der er mange meninger om hvordan den perfekte Roll-Up bør se ud. Hvis du følger ovenstående råd kan du være sikker på, den vil fungere. Sæt også dit eget præg på den, det er vigtigt du selv kan lide den.

Tak fordi du læste med!

Har du kommentarer modtager vi dem med kyshånd. Videresend gerne de 8 tips til en ven, du tror vil være interesseret.

Er din flagstang klar til efteråret?

Er din flagstang klar til efteråret?

Efteråret banker på. Faktisk ER det i teorien allerede efterår. Men de sidste par ugers fantastiske vejr har på lykkeligste vis fået os til at glemme ALT om det nært foranstående regn og rusk.

Har du en flagstang foran din virksomhed (eller hjemme i din have) er det nu du skal forkæle den lidt. For vi kommer nok ikke udenom en periode med nedbør og kraftig vind!
Her får du et par gratis tips!

1) Læg flagstangen ned

Boltene på vippebeslaget løsnes og du kan nu vippe stangen og lægge den ned. Det er praktisk med en hjælpende hånd, særligt hvis flagstangen er over 8 meter.

2) Vask og voks

Vask flagstangen i sæbevand. Er flagstangen grøn af alger kan du bruge samme rensemiddel som til en båd. Lad flagstangen tørre og behandl den herefter med voks. Har du en flagstang af træ skal du vedligeholde den ved at slibe den og give den en ny omgang maling eller olie

3) Udskift line og andre smådele

Gennemgå line, flagknop og lineholder for slidtage eller brud. Udskift – hvis nødvendigt.

4) Hejs et nyt flag

Nu er flagstangen fin igen og klar til et nyt flag. Har du ikke flere flag på lager (eller er dit Dannebrogsflag slidt og laset), så bestil nye hos din flagleverandør.

God fornøjelse og godt efterår 😉

PantherMedia 425248

Udenlandske flag – hvor store skal de være i forhold til Dannebrog?

Kender du det? – På din arbejdsplads skal I have besøg af en samarbejdspartner fra udlandet. I vil gerne tage godt imod og I vil naturligvis hejse flaget fra det land hvorfra gæsten kommer.

Men hvordan er det nu lige det er med de udenlandske flag? Er der ikke noget med at de udenlandske flag ikke må være større end Dannebrog? 

Forleden dag fik jeg en mail fra én af vores gode kunder (en stor dansk virksomhed). Hun havde bestilt en masse nationalflag, som virksomheden bruger, når de får besøg af gæster fra udlandet. I mailen stod:

” Hej Majbritt – nu har jeg åbnet kasserne med flag og har et par spørgsmål: Vores Dannebrog er 246×325 cm, dvs. de udenlandske nationalflag jeg har bestilt skal passe sammen med Dannebrog, hvorfor har vi fået flag, der er større end Dannebrog?”

Spørgsmålet er yderst relevant. For, som den skarpe læser måske ved,  må det udenlandske flag ikke være større end Dannebrog.

Min kunde her er bestemt ikke den første, der spørger. Så her følger lidt forklaring:

Alle nationalflag har sin egen proportion. Dannebrogsflaget har proportionen 3:4, dvs. hvis flaget er 150 cm højt er det 200 cm langt. Denne proportion er særlig for Dannebrogsflaget, ligesom den røde farve og det hvide kors også er særligt. Sammenligner du Dannebrog med f.eks. USA’s Stars and Stripes, vil du opdage, at dette flag er 1:2, dvs. det er dobbelt så langt som det er højt. Hvis højden er 150 cm er det altså 300 cm langt. EU flaget har proportionen 2:3, ligesom mange af de europæiske flag i øvrigt. Schweiz er med sine 1:1 helt kvadratisk for ikke at tale om Nepal, som har en ejendommelig facon.

Alle de forskellige proportioner gør det til lidt af en udfordring at flage med flere flag på én gang. De fleste vil gerne have symmetri. Men de er ikke symmetriske, i hvert fald ikke hvis flagene er produceret ifølge det enkelte lands foreskrifter for deres flag! Vi fremstiller flagene med ens længde, og lader højden variere. På den måde får det et pænt og ensartet udtryk, når der står en hel flagallé med flag i alle verdens farver. Det er ikke noget problem med ens længde, så længe der er tale om de nordiske flag og de fleste europæiske. For der er ikke så stor forskel i proportionerne i forhold til Dannebrog. Men det er der derimod med fx. Stars and Stripes eller Union Jack.

Og derfor var der et USA 350 cm med i kassen til kunden, selvom de fleste andre flag var 325 cm. For hvis USA flaget var 325 cm i længden ville det kun være 150 cm i højden, mod Dannebrogs 244 cm. Og det vil syne alt for småt, når det hænger ved siden af Dannebrog.

“Men vil det sige, at det ikke gør noget at det er større end Dannebrog?” skrev kunden tilbage.

Det kan godt være det er længere, men hvis du kigger på kvadratmeterfladen er det 6,13 og Dannebrog er 7,93, så det er ikke større. Og når det hænger i flagstængerne 12 m. oppe i luften vil det slet ikke syne større.

Skal din virksomhed flage med udenlandske flag, og er du i tvivl om noget, er du til hver en tid velkommen til at kontakte mig på mkr@designflag.dk eller du kan smide en kommentar til artiklen her, så svarer jeg.

Justitsministeriet har også en god og informativ hjemmeside omkring flagning med udenlandske flag: http://www.justitsministeriet.dk/arbejdsomr%C3%A5der/flagning/udenlandske-flag