Pride flag – hejser I flaget i din virksomhed?

Pride flag – hejser I flaget i din virksomhed?

Igennem et halvt århundrede har vi fejret Pride måneden og Pride parader. Fejringerne er ekspanderet og begivenhederne  anerkendes nu af myndigheder og virksomheder over hele kloden.

Også flere og flere danske virksomheder, både offentlige og private, store som små, hejser hvert år Pride flaget for aktivt at kommunikere sin holdning til mangfoldighed og frihed, og retten til at være den, man er

Regnbueflaget

Det mest kendte Pride flag består i dag af 6 kulørte striber ovenpå hinanden. Det danner derved en regnbue, symbolet på håb. Regnbueflaget er det mest anvendte flag i forbindelse med Pride måneden og hylder alle personer, der er en del af LGBT+ bevægelsen.

 

Køb dit Pride flag her

Mere end 20 forskellige Pride flag

Men vidste du, at der i dag mange forskellige pride flag? Dette siger noget om, hvor mange identiteter, der falder under LGBT+ bevægelsen. Nogle undergrupper er mere synlige and andre og de mange flag design har til formål, at repræsentere alle de forskellige diskriminerede minoriteter i vores samfund.

Progress Pride flag

Det ikoniske Regnbueflag har historisk været det mest anvendte symbol på Pride overalt i Verden og er stadig det mest genkendte flag. Og det er derfor et godt valg hvis du ønske at flage fra din virksomhed.

Vi oplever dog at særligt ét design vinder indpas i Danmark: Progress Pride flaget

I flagets design kombineres farverne fra det originale  ikoniske regnbueflag flag med farverne sort, brun, lyseblå, pink og hvid. Sort og brun repræsenterer de marginaliserede LGBT+ personer, der er farvede eller dem, der lever med en AIDS/HIV diagnose, samt dem, der er døde af AIDS. Den lyseblå, pink og hvide farve symboliserer transkønnede.

Så når vi oplever, at flere virksomheder bestiller netop Pride Progress flaget, er det fordi de ønsker at rette fokus mod, at LGBT+ bevægelsens kamp for rettigheder og ændring af normerne ikke kan adskilles fra kampen mod for eksempel racisme og sexisme.

Særligt de danske virksomheder, der er internationale og derfor har ansatte fra flere lande eller opererer i flere lande, vælger Pride Progress flaget.

Med Progress Pride flaget kommunikerer du  i endnu højere grad ønsket om et mere inkluderende samfund, der favner og opløfter os alle. Så måske det også skal være jeres nye Pride flag?

 

Køb dit Pride flag her

 

Du skal ikke have særlig tilladelse til at flage med Pride flaget. Du hejser flaget hver dag i perioden fra 1. – 30. juni, som er global Pride month, og så kan du også anvende flaget i Pride ugen, som i år er 12.-20 august med Copenhagen Pride Parade 19. august.

 

Happy Pride 🏳️‍🌈

design flag iværksætter take back-ordning

design flag og take back-ordning

Når du køber et flag eller en fane hos design flag og Københavns Fanefabrik, så køber du også kærlighed både for de traditionelle håndværk og en cirkulær tankegang og arbejdsproces.

På Faneværkstedet sætter vi en ære i at restaurere ældre faner med respekt for patina. Og vi genbruger flest mulige dele. Udover restaurering fremstiller vi også nye faner af god kvalitet, samt vi konserverer bevaringsværdige, udtjente faner.

Lige så vel som vi elsker de traditionelle håndværk, så er vi også opmærksomme på at yde vores bidrag til at spare på ressourcerne og skåne miljøet.

Bæredygtighed og flag – hvordan?

Vi lægger vægt på god kvalitet. De flag vi fremstiller skal først og fremmest holde længst muligt for at belaste vores miljø mindst muligt. For yderligere at yde et bidrag til bæredygtighed indenfor vores felt, har vi iværksat en take-back ordning, som du finder under kategorien Returlabel her på siden. Ordningen går i al enkelthed ud på, at du kan sende dine brugte, slidte flag tilbage til os, når de ikke skal bruges mere. Du bestiller blot en returlabel, så du nemt kan sende flaget retur. Så sørger vi for, at det indgår i en cirkulær proces.

Skal du bruge logoflag anbefaler vi vores mest holdbare kvalitet STRONG. Denne flagdug er endda fremstillet af genanvendt polyester. Så belastningen af miljøet er væsentligt reduceret. Se mere her: Miljøvenlige flag

Vi har flere tiltag i gang for at blive mere bæredygtige, så følg endelig med. Sammen bliver vi cirkulære!

Du kan finde et udvalg af standardflag i webshoppen.

Du er meget velkommen til at ringe til os på 33319000 for at høre mere. Du kan også skrive til os på info@designflag.dk eller udfylde kontaktformularen her på siden. Så kommer vi tilbage til dig, så hurtigt vi kan.

 flag skal være i god kvalitet og holde længe

Flag skal være af god kvalitet og skal kunne holde længe.

Vi støtter Knæk Cancer – se Knæk og byt i aften

Vi har lavet en fane, som vi er meget stolte af. 

Knæk Cancer kører i denne uge på TV2 og TV2 Play. Fra i dag mandag aften sendes et optaktsprogram, der hedder ‘Knæk og byt’ – og her kommer vi ind i billedet. I det første program kan du nemlig se komikeren Nikolaj Stokholm bytte sig til netop en Dannebrogs fane fra design flag, som vi har doneret sammen med Stefan Lægaard. Derudover medvirker Lene Beier og Tobias Dybvad i løbet af ugen også i programmet. De bytter sig også til så gode og dyre ting som muligt.

Få fat i en unik fane med Stokholms våbenskjold

Men ikke nok med det, så kan du faktisk blive den heldige ejer af den unikke Dannebrogs fane (+ en el-ladcykel) samt andre spændende sager. Det hele auktioneres nemlig på lauritz.com netop nu og sælges til højeste bud. Dannebrogsfanen bærer et sjældent ‘våbenskjold’, som er specialdesignet af professionel tegner og heraldiker Stefan Lægaard, Lige Linjer ud fra Nikolaj Stokholms egen idé.

Majbritt fra designflag og Nikolaj Stokholm med ‘Knæk og byt’- fanen

Hvorfor gør vi det?

Da vi blev spurgt om vi ville være med og donere en fane i ‘Knæk og byt’ og på den måde støtte op om Knæk Cancer, var svaret ja! Det var en super sjov opgave og til fordel for en god sag. Uhyggeligt nok påvirkes vi næsten allesammen på et eller andet tidspunkt i livet af en kræftdiagnose i familien, hos venner, kollegaer eller én selv. Det er frygteligt at tænke på. Men der sker også fantastiske fremskridt inden for forskningen, så da vi fik tilbuddet om at donere, så var vi ikke i tvivl. 

Kræft er en fælles sag, som kræver en fælles indsats. Og når en Knæk cancer blomster pin kan blive til en fane + ladcykel, så er der meget der kan lade sig gøre.

Du kan læse mere om Knæk Cancer her og om fane, ladcykel og auktionen her.

TV2 sender det store Knæk Cancer liveshow lørdag den 29. oktober kl. 19.45, hvor det afsløres, hvem af de tre kendte danskere, der har solgt og dermed indsamlet for mest i den gode sags tjeneste.

Du kan også se vores udvalg af Dannebrogsflag i webshoppen.

Bladguld males på fanen

Kulturnatten 2022: Skt Annæ fanen

Kulturnatten 2022: rekonstruktionen af Skt. Annæ fanen hos design flag

Arhmen altså! 

Fredag aften var bare den hyggeligste 🔥🇩🇰

Vores åbne værksted til Kulturnatten var en succes. Rigtig mange kiggede ind forbi. Ja, der var faktisk ikke et øjeblik uden gæster. Byen forvandles med masser af mennesker, der går rundt og ser på byen og alt hvad den indeholder. Vores faneværksted var i år med og det var et spændende arbejde op til selve aftenen samt på selve aftenen, så lige nu fordøjes alle indtryk. 

Fanefremstilling og forberedelser

Op til Kulturnatten havde jeg oprindeligt forestillet mig, vi kunne arbejde med Forsvarets faner på aftenen til åbent værksted. Da flere faner skal indvies før de må offentliggøres, kunne det ikke lade sig gøre alligevel. Sammen med konservatorerne besluttede vi i stedet at lave en rekonstruktion af en af de gamle kvartersfaner i København. Skt. Annæ fanen fra netop det kvarter, hvor vores faneværksted ligger i, også kaldet en borgervæbningsfane. Inden det blev en realitet, lå der mange timers forberedelser.

Alt skulle ikke nødvendigvis være klar til Kulturnatten, da vi gerne ville have dels et produkt vi kunne vise, men også samtidig lade gæsterne se ‘live’ nogle af de arbejdsprocesser, der ligger bag fremstillingen af en traditionel fane. Det var blandt andet bladguldsbemalingen, som ikke laves så mange steder mere og som vi syntes kunne være spændende at vise, hvordan vi arbejder med det. Der skulle bestilles silke hjem i rette farver. Fanemotiverne skulle tegnes efter en akvarel. Akvarellen fra 1700-tallet fik vi en kopi af fra Nationalmuseet. Stefan stod for at tegne efter akvarellen og rekonstruere motiverne.

En anden del af forberedelserne var også at holde møder omkring, hvordan aftenen bedst kunne forløbe. Hvad er spændende for udefrakommende at se hos os? Hvad skal de tage med sig hjem af oplevelser og indtryk og hvordan giver vi dem det? Først var tanken, at der i værkstedet skulle være et foredrag, men sammen med Anton Pihl, historiker og flagekspert og til daglig museumsinspektør på Greve museum og formand i nordisk flagselskab, kom vi frem til at samtale mellem ham og fanemalerne ville give en mere levende aften.

Kulturnatten og vores åbne værksted

På selve dagen flyttede vi rundt og arrangerede værkstedet i Kronprinsessegade, så der var plads til besøgende. Der skulle være staffeli oppe, så både Stefan og fanemalerne fra design flag kunne arbejde og vi lavede også en fotoudstilling af arbejdet med Skt. Annæ fanen op til Kulturnatten. Folk begyndte at kigge forbi fra kl. 18.00 og alle var meget interesserede. Der blev talt om og spurgt ind til faner og de teknikker vi anvender til fremstillingen og faktisk var der ikke et øjeblik uden gæster hele aftenen!

Det var sjovt at opleve den store interesse for et gammelt fag og samtidig gjorde det os utroligt stolte over det vi laver. Der viser sig at være en kæmpe interesse for vores lille niche med fanefremstillingen. Og især er der en udpræget nysgerrighed over de gamle håndværk. Og netop derfor er det jo en fryd at vise det frem. Denne form for formidling er med til at sørge for, at de gamle håndværk ikke glemmes. Især samtalerne, vi havde i løbet af aftenen, synes jeg var meget givende. Mange blev hængende i lang tid og kunne bidrage med flere fane-anekdoter 

1000 tak til alle jer, der valgte at kigge forbi til Kulturnatten 2022 og tak til Anton og Stefan for samarbejdet om arrangementet – og selvfølgelig til fanemalerne, der måtte arbejde i dårligt (hygge-)lys og med en crowd af nysgerrige gæster.

bladguld males på fane hos design flag

Bladguldsbemaling af Skt. Annæ fanen hos designflag til Kulturnatten

 

Konservator maler fane til kulturnatten hos design flag

Vores konservator Jannie i gang med at male Skt. Annæ fanen efter optegninger fra den oprindelige akvarel.

Roll-Up

8 TIPS TIL DESIGN AF DIN NYE ROLL-UP

En Roll-Up er et effektivt medie, når du har et budskab du gerne vil ud med. Og et vigtigt redskab, hvis du gerne vil skille dig ud og gøre dig synlig på udstilling, messe eller til en event.

Og, den kan være en stor hjælp til at skabe synlighed omkring en kampagne i din forretning.

En god Roll-Up vil give dig synlighed og få dit budskab ud over rampen, hvis den designes korrekt.

Her kommer 8 tips til design af en god og effektiv Roll-Up

  1. Hvem er målgruppen? Som med alle andre marketing tiltag, skal Roll-Up’en passe ind i din kommunikationsstrategi. Tænk over hvem din målgruppe er. Og tænk over, hvad der får din målgruppe til at læse dit budskab.
  2. STOP-OP-OG-SE-HER effekt. Hvis du har brug for at folk stopper op og læser budskabet har du brug for en STOP-OP effekt. Det kan du eksempelvis gøre ved at skrive STOP! eller SE HER! og skriv det med STORT. Du må gerne “RÅBE”.
  3. Logo i toppen. Sørg også for at have dit logo i toppen. Det er vigtigt at have dit hovedbudskab i øjenhøjde. Hvad enten det er dit logo, dit slogan eller et billede af dit produkt, så tænk over, at det skal stå et sted, hvor det er mest synligt for den, der går forbi. Tænk i det hele taget oppefra og ned og fra venstre til højre. Modtageren er vant til at læse fra toppen og ned og fra venstre mod højre.
  4. Less is more! Husk, at det er begrænset hvor meget information modtageren kan nå at opfatte i forbifarten. Så begræns ordene, skriv enkelt og præcist og husk på, at uddybende information kan leveres af dit salgspersonale, med flyers eller måske på dit website.
  5. God læsbarhed! Brug store og letlæste skrifttyper, fx. Arial og Tahoma. Brug ikke skrifttyper med seriffer, som for eksempel Times New Roman. Skriftstørrelsen afhænger af den afstand budskabet skal læses fra. En huskeregel er, at ved en afstand på 1 meter skal teksten være 1 cm høj, på 10 meters afstand skal den være 10 cm høj.
  6. Billeder. Billeder er gode at have på din Roll-Up. Det giver et godt blikfang og forstærker dit budskab væsentligt. Men det er VIGTIGT at billederne har en god kvalitet. Altså, at det er gode billeder og at de har den nødvendige opløsning (tjek med trykkeriet). Har du ikke selv gode billeder findes der flere god billede-databaser, hvor du kan få gratis billeder, fx. https://pixabay.com
  7. Farver. Farver er at andet middel til et godt blikfang. Farver kan virkelig hjælpe dig til at blive synlig. Særligt rød og orange er gode til at fange opmærksomheden. Undgå gul og hvid sammen, da det er svært at læse på afstand. Også ved valg af farver gælder “Keep it simple”. Undgå for mange farver og sørg for, at de farver, du anvender passer til dit logo og den grafiske profil, din virksomhed har.
  8. CALL-TO-ACTION! Husk at inkludere et call-to-action. Hvad ønsker du modtageren skal gøre? For eksempel  “Læs mere på vores website”, “Tag en brochure”, “Mød os på  Facebook”, “Skriv dig op til vores Nyhedsbrev”, og lignende. Og sørg også for, at dine kontaktinformationer er med på banneret, for eksempel webadresse, social medie links, såsom Twitter eller Facebook, virksomhedsadresse og telefonnummer, eller i det mindste én af disse informationer. Kontaktinformationer er gode at placere i bunden af Roll-Up’en. Men de skal være lette at læse og nemme at finde.

Der er mange meninger om hvordan den perfekte Roll-Up bør se ud. Hvis du følger ovenstående råd kan du være sikker på, den vil fungere. Sæt også dit eget præg på den, det er vigtigt du selv kan lide den.

Tak fordi du læste med!

Har du kommentarer modtager vi dem med kyshånd. Videresend gerne de 8 tips til en ven, du tror vil være interesseret.

Er din flagstang klar til efteråret?

Er din flagstang klar til efteråret?

Efteråret banker på. Faktisk ER det i teorien allerede efterår. Men de sidste par ugers fantastiske vejr har på lykkeligste vis fået os til at glemme ALT om det nært foranstående regn og rusk.

Har du en flagstang foran din virksomhed (eller hjemme i din have) er det nu du skal forkæle den lidt. For vi kommer nok ikke udenom en periode med nedbør og kraftig vind!
Her får du et par gratis tips!

1) Læg flagstangen ned

Boltene på vippebeslaget løsnes og du kan nu vippe stangen og lægge den ned. Det er praktisk med en hjælpende hånd, særligt hvis flagstangen er over 8 meter.

2) Vask og voks

Vask flagstangen i sæbevand. Er flagstangen grøn af alger kan du bruge samme rensemiddel som til en båd. Lad flagstangen tørre og behandl den herefter med voks. Har du en flagstang af træ skal du vedligeholde den ved at slibe den og give den en ny omgang maling eller olie

3) Udskift line og andre smådele

Gennemgå line, flagknop og lineholder for slidtage eller brud. Udskift – hvis nødvendigt.

4) Hejs et nyt flag

Nu er flagstangen fin igen og klar til et nyt flag. Har du ikke flere flag på lager (eller er dit Dannebrogsflag slidt og laset), så bestil nye hos din flagleverandør.

God fornøjelse og godt efterår 😉

PantherMedia 425248

Udenlandske flag – hvor store skal de være i forhold til Dannebrog?

Kender du det? – På din arbejdsplads skal I have besøg af en samarbejdspartner fra udlandet. I vil gerne tage godt imod og I vil naturligvis hejse flaget fra det land hvorfra gæsten kommer.

Men hvordan er det nu lige det er med de udenlandske flag? Er der ikke noget med at de udenlandske flag ikke må være større end Dannebrog? 

Forleden dag fik jeg en mail fra én af vores gode kunder (en stor dansk virksomhed). Hun havde bestilt en masse nationalflag, som virksomheden bruger, når de får besøg af gæster fra udlandet. I mailen stod:

” Hej Majbritt – nu har jeg åbnet kasserne med flag og har et par spørgsmål: Vores Dannebrog er 246×325 cm, dvs. de udenlandske nationalflag jeg har bestilt skal passe sammen med Dannebrog, hvorfor har vi fået flag, der er større end Dannebrog?”

Spørgsmålet er yderst relevant. For, som den skarpe læser måske ved,  må det udenlandske flag ikke være større end Dannebrog.

Min kunde her er bestemt ikke den første, der spørger. Så her følger lidt forklaring:

Alle nationalflag har sin egen proportion. Dannebrogsflaget har proportionen 3:4, dvs. hvis flaget er 150 cm højt er det 200 cm langt. Denne proportion er særlig for Dannebrogsflaget, ligesom den røde farve og det hvide kors også er særligt. Sammenligner du Dannebrog med f.eks. USA’s Stars and Stripes, vil du opdage, at dette flag er 1:2, dvs. det er dobbelt så langt som det er højt. Hvis højden er 150 cm er det altså 300 cm langt. EU flaget har proportionen 2:3, ligesom mange af de europæiske flag i øvrigt. Schweiz er med sine 1:1 helt kvadratisk for ikke at tale om Nepal, som har en ejendommelig facon.

Alle de forskellige proportioner gør det til lidt af en udfordring at flage med flere flag på én gang. De fleste vil gerne have symmetri. Men de er ikke symmetriske, i hvert fald ikke hvis flagene er produceret ifølge det enkelte lands foreskrifter for deres flag! Vi fremstiller flagene med ens længde, og lader højden variere. På den måde får det et pænt og ensartet udtryk, når der står en hel flagallé med flag i alle verdens farver. Det er ikke noget problem med ens længde, så længe der er tale om de nordiske flag og de fleste europæiske. For der er ikke så stor forskel i proportionerne i forhold til Dannebrog. Men det er der derimod med fx. Stars and Stripes eller Union Jack.

Og derfor var der et USA 350 cm med i kassen til kunden, selvom de fleste andre flag var 325 cm. For hvis USA flaget var 325 cm i længden ville det kun være 150 cm i højden, mod Dannebrogs 244 cm. Og det vil syne alt for småt, når det hænger ved siden af Dannebrog.

“Men vil det sige, at det ikke gør noget at det er større end Dannebrog?” skrev kunden tilbage.

Det kan godt være det er længere, men hvis du kigger på kvadratmeterfladen er det 6,13 og Dannebrog er 7,93, så det er ikke større. Og når det hænger i flagstængerne 12 m. oppe i luften vil det slet ikke syne større.

Skal din virksomhed flage med udenlandske flag, og er du i tvivl om noget, er du til hver en tid velkommen til at kontakte mig på mkr@designflag.dk eller du kan smide en kommentar til artiklen her, så svarer jeg.

Justitsministeriet har også en god og informativ hjemmeside omkring flagning med udenlandske flag: http://www.justitsministeriet.dk/arbejdsomr%C3%A5der/flagning/udenlandske-flag