FORÅRSKLAR FLAGSTANG – SÅDAN GØR DU!

FORÅRSKLAR FLAGSTANG – SÅDAN GØR DU!

Rengøring af flagstangen – sådan gør du!

Rengøring af flagstangen er ikke så svært – læs her, og få en tjekliste til, hvordan du får en forårsklar flagløsning.

Flagstangen er typisk placeret foran kontorbygningen og logoflagene indgår som del af en samlet skiltning og branding af virksomheden. Derfor er det vigtigt, at flagene fremstår indbydende og i fin stand. Akkurat ligesom græsset skal være klippet og vinduerne pudsede!

Det vil sige: rene flagstænger og (forholdsvist) nye flag!

Med foråret kommer også varme og lys. Og det er nu ganske tydeligt, hvad efterår og vinter har efterladt af snavs, skimmel og alger på de før så skinnende hvide flagstænger.

Læs med her og få opskriften på en flot flagløsning.

Rengøring af Glasfiberflagstænger.

Glasfiberflagstænger er meget nemme at rengøre. Når du har fået flagstangen ned at ligge (er det en høj flagstang får du sikkert brug for et par ekstra hænder til at lægge stangen ned) vasker du den med varmt sæbevand. Du kan anvende en klorinblanding først, for at komme eventuelle alger til livs. Hvis flagstangen er udsat for et kraftigt algeangreb, kan du bruge samme rensemiddel, som man bruger til glasfiberbåde. Alternativt kan du smøre flagstangen ind i brun sæbe. Lad sæben virke et par timer og vask derefter af.

Når flagstangen er ren og tør er det en god idé at smøre den ind i bilvoks. Bilvoksen giver flagstangen en flot og beskyttende overflade og den bliver mere modstandsdygtig overfor alger og snavs.

Vi anbefaler at glasfiberflagstænger rengøres en gang årligt.

PS! Vil du gerne slippe for at lægge stangen ned kan man købe en flagstangsvasker. Flagstangsvaskeren hejses op og ned ved hjælp af flaglinen på samme måde, som du hejser et flag. Den tilsluttes enten vandslange el. 5 liters trykpumpe. For bestilling af flagstangsvasker, klik her https://www.designflag.dk/kontakt/

KLIK på linket og få en TJEKLISTE

Rengøring af flagstang

Udskiftning af line og andre smådele.

Hvis flaglinen er blevet beskidt kan du tørre den af med en fugtig klud. Hvis den er slidt eller mørnet er det på tide at skifte den, inden den knækker.

Et tip til udskiftning af line, uden at flagstangen ligger ned: du fjerner plastkrogen, hvis der er sådan en i flaglinen. Derefter sætter du den gamle line sammen med den nye ved hjælp af gaffertape. Sørg for, at der er en fin og præcis samling. Når enderne er forbundet trækker du den nye line op gennem øskenen på flagknoppen. Denne metode vil fungere hos de fleste. Hvis det ikke lykkes, er der ikke anden udvej end at lægge stangen ned.

Tjek også, at flagknop, lineholder og evt. plastkroge er intakte. Er der brug for udskiftning, kan det bestilles som reservedele for små beløb.

Rengøring af Træflagstænger.

Hvis du har en træflagstang kan du vaske den med sæbevand eller grundrens. Når den er tør, er det tid til efterbehandling. Er din træflagstang blot grundbehandlet bør du give den træbeskyttelse eller male den med vandbaseret acrylmaling. Er din flagstang i forvejen hvidmalet kan du give den en tur med en strid børste og evt. spartle større revner med acrylspartelmasse. Når spartelmassen er tør kan du give den et nyt lag hvid maling. Efterse knop, line og lineholder og skift, hvis det har skader.

Vi anbefaler at træflagstænger rengøres og vedligeholdes hvert andet år.

Tilbage er kun at ønske god arbejdslyst og god fornøjelse med din næsten nye flagstang!

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *